Om sort arbejde
Sort arbejde er frie mennesker, der omgår et umenneskeligt system. Deraf navnet på vores kampagne, Freeplay.
1. Fairplay plakaterne: Skadestuen, biblioteket og svømmehallen
2. Fairplay filmen: Drikkevandet, vejene og fodboldbanen
3. Sort arbejde gør os alle rigere
4. Sort arbejde gør arbejdsugen kortere
5. Sort arbejde gør arbejdsløsheden mindre
Fairplay: Skadestuen, biblioteket og svømmehallen
Skatteministeriet har rundt om i landet hængt plakater op mod sort arbejde. På Fairplays hjemmeside finder man plakaterne og følgende tilhørende tekster:
"En skadestue er en kerneydelse fra det offentlige. I forgrunden kigger en skater dig i øjnene. Han er kommet til skade og den nedslidte skadestue er lukket. ”Tænk hvis alle arbejdede sort…” Det kunne blive virkelighed."
"Biblioteker bliver brugt af tusindvis af mennesker hvert år. I billedet er en ung pige i gang med at finde bøger til at låne med hjem. Der er ikke meget på boghylderne. Og miljøet på biblioteket er ikke specielt indbydende. Det er ikke et bibliotek, som du kender det. Men et bibliotek, som det kunne se ud, hvis alle arbejdede sort."
"Du kigger på en svømmehal. Ikke en svømmehal, som vi kender den, hvor der er rent og pænt. Men en nedslidt svømmehal, hvor tingene får lov til at forfalde, og der svømmer ting rundt, som heldigvis er ukendte for vores svømmehalsbesøg i dag. Svømmerne må kæmpe sig gennem planter og affald. Sådan kunne fremtiden se ud for vores svømmehaller. ”Tænk hvis alle arbejdede sort…”"
Skatteministeriets Fairplay-kampagne giver et helt, helt forskruet og virkelighedsfjernt billede af et samfund, hvor ingen betaler skat. Skadestuer, biblioteker og svømmehaller udbyder services, som uden problemer kunne udbydes på det private marked, hvis ikke det offentlige allerede gjorde det. Det private marked ville tilmed gøre det meget bedre.
På det private, frie marked er der flere firmaer, der vil konkurrere om at udbyde den bedst mulige service til den lavest mulige pris. Finder du dig som kunde uretfærdigt behandlet eller ser du, at man får mere for pengene hos et konkurrerende firma, kan du blot købe servicen hos den anden virksomhed.
Når det offentlige derimod opkræver dine penge i skat og bruger dem til at stille "gratis" skadestuer, biblioteker og billige svømmehaller til rådighed, udelukker det al seriøs konkurrence. For hvem, ud over de allerrigeste, har råd til først at betale for de offentlige services gennem skatten for derefter også at betale for et privat af slagsen? Ingen private erhvervsdrivende kan konkurrere med ydelser, man allerede har betalt for.
Hvad betyder det så for de offentlige services? Da de er garanteret deres indkomst gennem skatten, kan de faktisk være fuldstændigt ligeglade med den service, de udbyder. Der er ingen konkurrence, og selv hvis der var, så ville deres indtægter ikke blive mindre af, at de fik færre kunder. En service der i bedste fald er middelmådig er det uundgåelige resultat, og det illustrerer sager om dårlig hygiejne, stillestående udvikling og manglende ressourcer tydeligt hver dag i medierne.
Fairplay-kampagnen er ganske enkelt tåbelig: Man skal ikke kigge længere end udenfor de skandinaviske lande for eksempler på skadestuer og sygevæsner, biblioteker samt svømmehaller, der fungerer langt bedre end de danske, netop fordi de er underlagt konkurrence på markedet og ikke finansieret gennem skatten.
Fairplay filmen: Vandforsyningen, vejene og fodboldbanen
Fairplay filmen blev vist på TV3, 3+ samt TV2 Zulu og kan downloades her.
Vandforsyning
Hvis alle arbejdede sort, vil de offentlige vandværker naturligvis ikke have råd til at levere ordentligt vand, da en stor del af deres indtægter finansieres gennem skatten. Alligevel er første scene i filmen, hvor en mand bruser sig i beskidt vand, urealistisk.
Hvis alle arbejdede sort, ville man blot købe sit rindende vand hos et privat firma i stedet for hos staten. Da staten gør prisen på vand kunstigt billigere ved at subsidiere vandværkerne med skattekroner, vil prisen på vand pr. liter sandsynligvis være højere end i dag, men det ville mere end udjævnes af, man ikke skulle betale skat.
Faktisk vil nettoprisen pr. liter vand uden tvivl bringes langt ned som følge af fri konkurrence mellem forskellige private vandforsyningsfirmaer for vand af den samme kvalitet som i dag, ELLER prisen ville forblive i samme område som i dag men med renere vand til følge. Ligesom med alle andre produkter og services gælder det for vand, at fri konkurrence er nødvendig for udvikling og levering af den bedste kvalitet til den laveste pris. Når staten som i dag sidder med monopolstatus vil det uundgåeligt betyde en forringet service.
Vejene
De næste scener i filmen viser veje, som lider af total mangel på vedligeholdelse. Gaden er helt mudret til, cykelstien tilgræsset og affald ligger smidt over alt. Hvis alle arbejdede sort, ville det naturligvis blive resultatet, hvis staten stædigt beholdte vejene. Men hvis den i stedet valgte at privatisere vejene, ville det være noget helt andet.
I byerne ville det bedste bud på et privat vejnet være at give det stykke vej (og cykelsti og fortov), som ligger ud for en bygning, til bygningens ejer. Det ville være ejerens ansvar at rengøre vejen og holde den ved lige.
For at tiltrække kunder vil butikker holde vejen pæn, ligesom de rengører og investerer i pæne skilte til facaden. En dårlig og beskidt vej vil være lige så lidt indbydende som en faldefærdig butiksfacade.
Boligejere vil også sørge for at vedligholde deres stykke af vejen af samme grund, som de fleste skovler sne på deres del af fortovet i dag: De ønsker et pænt og indbydende hjem, og det er i det hele taget ilde set blandt naboerne, hvis man ikke gør det, for det gør det besværligt at gå.
Landeveje og motorveje ville ejes og vedligeholdes af private firmaer, der levede af at opkræve penge fra dem, der benyttede vejene. Den simpleste løsning er bomme, der skulle betales ved, men det er både langsomt og besværligt at skulle stoppe hver gang, man kører ind på veje ejet af et andet firma. Med GPS-teknologi kunne det i stedet registreres på hvis veje man kørte og hvor langt, og pengene ville blive opkrævet pr. regning fx en gang om måneden.
Naturlige monopoler
Det påstås ofte, at ydelser som vandforsyning og veje er såkaldte naturlige monopoler, dvs. det aldrig vil kunne betale sig for et firma at lægge vandrør til et hus, der allerede har rør fra et andet firma, eller lægge vej parallelt med en anden for at konkurrere. Derfor hævdes det, at statslig kontrol med sådanne ydelser er nødvendigt, for at udbyderne ikke skal kræve "monopolpriser".
Men udbydere vil aldrig kunne kræve monopolpriser. For det første vil de netop kun kunne kræve så meget, så det ikke kan betale sig for et konkurrerende firma at lægge rør eller vej og underbyde dem. Et virkeligt eksempel på dette kan vi få i Japan, hvor flere forskellige private firmaer konkurrerer om at tilbyde de bedste jern- og undergrundsbaner i de samme områder, selvom det ikke burde kunne lade sig gøre ifølge argumentet om naturlige monopoler.
For det andet koncentrerer argumentet om naturlige monopoler sig kun om den helt snævre konkurrence men overser fuldstændigt den brede konkurrence: Vejfirmaer er i bred konkurrence med andre udbydere af transport som tog- og flyselskaber, og vandforsyningsfirmaer er i bred konkurrence med andre badefaciliteter, mælk og vand på flaske.
Fodboldbanen
Filmen slutter af med en tilgroet fodboldbane med ødelagte mål og teksten "Tænk hvis alle arbejdede sort". Men der er ingen grund til, at fodboldbaner ikke skulle kunne finansieres og vedligeholdes af private i stedet for af kommunen.
Banerne kunne betales af fodboldklubber, der ville have interesse i, at flest muligt brugte deres baner, i vished om at en del af dem vil melde sig ind i klubben. Banerne kunne også finansieres via. bannerreklamer eller via. direkte betaling fra folk, der måtte ønske at bruge dem.
Fairplay filmen er altså meget misvisende. Hvis alle arbejdede sort, ville alt ikke forfalde, men private ville overtage funktionerne, som staten tager sig af i dag. Og konkurrence på det frie marked har altid været statsligt monopol langt overlegen.
Sort arbejde gør os alle rigere
Enhver handel forudsætter, at både køber og sælger mener, at de efter handlen vil være bedre stillet end før handlen. Både køber og sælger mener, at det de modtager gennem handlen er mere værd end det, de skiller sig af med gennem handlen. Ellers ville de ikke lave nogen handel.
Trine gør hver uge rent hos nabofamilien Kristensen for 100 kroner i timen, for hun vil hellere arbejde lidt og tjene gode penge end at sidde hjemme og ikke lave noget. Og familien Kristensen siger, de hellere vil få gjort rent for 100 kroner i timen, end at de selv skal gøre det, for så kan de tilbringe mere tid sammen. Både Trine og familien Kristensen er godt tilfredse med denne aftale.
Når staten går ind og tager 50 % af alt, hvad man tjener, og derefter gør alle varer min. 25 % dyrere via. Momsen, vil færre handler indgås pga. den meget højere pris, og færre arbejdspladser skabes.
Trine får at vide, at næste gang hun gør rent ved familien Kristensen, skal hun betale halvdelen i skat. Trine synes dog ikke, det er arbejdet værd at gøre rent for kun 50 kroner, så hun siger til familien Kristensen, at hun fra nu af skal have 200 kroner i timen for at gøre deres hus rent for at tjene 100 kroner i timen til sig selv. Men familien Kristensen siger nej: Til prisen af 200 kroner vil de hellere selv gøre rent, selv om det betyder, de ikke kan være så meget sammen mere.
Når det ikke kan betale sig for to parter at indgå en handel pga. skatten, har skatten netop forhindret dem i at forbedre deres liv. Et andet eksempel er byggebranchen, hvor sort arbejde giver folk råd til professionel kvalitet frem for sjusket gør-det-selv eller laden stå til. Mindre sort arbejde vil betyde større materielle og menneskelige tab under fremtidige orkaner, når vedligeholdelsen af huse bliver forsømt.
Hvis man vælger at se stort på skatten og arbejde sort, er det blot udtryk for, at man ikke accepterer andre skal forhindre en i at forbedre sit liv, når ingen skades derved. Sort arbejde er frie mennesker, der omgår et umenneskeligt system. Deraf navnet på vores kampagne, Freeplay.
Sort arbejde gør arbejdsugen kortere
Traditionelt hyldes velfærdsstaten og fagforeningerne for at have gjort danskernes arbejdsuge kortere, men i virkeligheden er det stik modsatte tilfældet. Ganske vist er timerne på arbejdspladsen blevet færre, men i stedet er arbejdstimerne i hjemmet ikke faldet i samme grad.
Som beskrevet i eksemplet ovenfor, tvinger skatten familien Kristensen til selv at gøre rent. Lad os sige Hr. Kristensen får udbetalt 150 kr. i timen fra sit arbejde, og det tager 2 timer at gøre hans hus rent. Hvis han vælger at få Trine til at gøre huset rent, skal Hr. Kristensen kun arbejde i 90 minutter for at få råd til at betale hende sort. Hvis han derimod selv skulle gøre rent, ville det have taget ham 120 minutter.
Det er de færreste, der præcist kan bestemme, hvor længe de vil være på arbejde i en given uge, men over en årrække vil folk i et samfund, hvor skatten er lav, arbejde lidt mere på arbejdspladsen for til gengæld at arbejde meget mindre i hjemmet, mens folk i et samfund, hvor skatten er høj, vil arbejde lidt mindre på arbejdspladsen for til gengæld at arbejde meget mere i hjemmet.
Det ses tydeligt, hvis man sammenligner arbejdsugen i et land som Sverige, som vi ofte sammenligner os med, med et land som USA, som har en væsentligt lavere skattebyrde. Mens amerikanerne ganske vist arbejder gennemsnitligt 2,3 timer mere på deres arbejdsplads end svenskerne, så arbejder svenskerne 6,9 timer mere i hjemmet end amerikanerne. Altså arbejder den gennemsnitlige svensker 4,6 timer mere om ugen end den gennemsnitlige amerikaner, og en mindre del af svenskerens arbejde er det, han rent faktisk gør bedst! Se denne udgave af The New Libertarian, side 4.
Sort arbejde modarbejder denne forlængelse af arbejdsugen til glæde for alle.
Sort arbejde gør arbejdsløsheden mindre
Den altoverskyggende grund til ledighed er mindstelønnen, som fagforeningerne med hjælp fra staten har fået indført på stort set hele arbejdsmarkedet.
Hr. Kristensen producerer for 160 kr. i timen, når han er på arbejde, og får udbetalt 150 kr. i løn. Det giver arbejdsgiveren et overskud på 10 kr. i timen, så det er ham en god forretning.
Hr. Kristensens fagforening siger dog, at mindstelønnen for hans arbejde er 200 kr. i timen, så de forlanger at arbejdsgiveren udbetaler det til Hr. Kristensen.
Arbejdsgiveren ser dog, at hvis Hr. Kristensen producerer for 160 kr. i timen, og han skal have 200 kr. i løn, giver det arbejdsgiveren et underskud på 40 kr. i timen. Hr. Kristensen bliver fyret, fordi mindstelønnen ligger over hans produktion.
På den måde tvinger mindstelønnen arbejdsdygtige mennesker i ledighed og på kontanthjælp, bare fordi de ikke er produktive nok til fagforeningens mindsteløn. Sort arbejde gør det muligt for sådanne udfrosne mennesker at forsørge sig selv og sin familie.
Billeder:
